I 2020 blev der meldt 2334 personbiler stjålet i Danmark. Det gør mange bilejere usikre og nervøse, at så mange biler nemt kan blive stjålet, selvom de holder parkeret tæt på hjemmet. Biltyvene går ofte efter bilmærker som Volkswagen, Mercedes, Audi og BMW. Derudover forsøger flere sig også med at stjæle sportsvogne som Porsche, Jaguar eller Ferrari. Hvis du gerne vil undgå at få stjålet din bil, eller at få indbrud i den, er der flere ting, du kan gøre. Én af dem er at få videoovervågning af din bil.

 

Sådan undgår du indbrud i din bil

Videoovervågning kan gøre dig mere sikker som bilejer, da du har mulighed for at holde øje med bilen i løbet af dagen og natten. Foruden videoovervågning kan du gøre følgende ting for at sikre din bil:

  • Luk og lås alle døre, vinduer, soltag og tag altid nøglen med dig
  • Fjern GPS’en fra forruden
  • Fjern alle værdigenstande eller lås dem inde i bagagerummet, så de ikke ligger synligt fremme
  • Lad ikke tasker stå på bagsædet – heller ikke selv om de er lukket
  • Forsøg så vidt muligt altid at parkere steder med mange mennesker og god belysning

Ved at følge disse råd kan du forsøge at sikre dig mod biltyveri eller indbrud i din bil.

 

Hvad er reglerne for videoovervågning på privat grund?

Beslutter du dig for at få installeret videoovervågning af din bil, er der nogle regler, du skal følge. Særligt for videoovervågning på privat grund, skal du være opmærksom. Du må for eksempel kun dele videooptagelser fra din private grund med politiet og ikke med offentligheden. Derudover kan det være en fordel at skilte tydeligt med, at du har videoovervågning, da dette kan være med til at skræmme tyvene væk. Der er nemlig langt større chance for, at de bliver opdaget i deres tyveri, og du får din bil tilbage, hvis du har fanget dem på kamera.