Disse fejl har påvirket Teslas aktiekurs
Den amerikanske bilproducent Tesla med den karismatiske multimillionær Elon Musk i spidsen er blevet kendt for deres revolutionerende produkter, som med et trylleslag gjorde elbiler både sexede og eftertragtede. Siden lanceringen af Model S i 2012 har Tesla opnået et ry som en banebrydende spiller, der tør gå nye veje. Men ulykker og manglende leveringer har lavet ridser i lakken på den ellers så lovende og hypede bilvirksomhed.
- Danske Tesla-ejere klager
Mange forventningsfulde danskere modtog med stor glæde deres Model S. Verdens førende elbil, som var klædt i et tidsløst design og med gode køreegenskaber. Glæden blev dog minimeret, da Tesla-ejerne i sommermånederne 2016 måtte sande, at de skulle vente en god rum tid, hvis de ville have Model S på værksted.
Mange klagede over, at de måtte vente flere måneder på, at deres bil blot kunne blive synet. Dengang var der kun 3 autoriserede Tesla-værksteder i Danmark, og ventetiden skabte utilfredshed. Grunden til det begrænsede antal værksteder var, at Tesla selv ønskede at stå for alle reparationerne. Derudover sørgede Tesla også for en begrænsning af salg af bildelene til deres modeller, hvilket de måtte høre kritik for.
Alt i alt passede udbuddet af værksteder ikke med det antal biler, som danskeren ejede. Uoverensstemmelsen burde Tesla ifølge kritiske stemmer have været opmærksom på. Lige lidt hjalp det at ringe til kundesupporten i det herrens år 2016, da danske Tesla-ejere ofte blev omstillet til en udenlandsk afdeling.
- Når biler ikke bliver leveret
I starten var modellerne fra Tesla forbeholdt de få, men Musks vision var naturligvis at udbrede Teslas miljøvenlige elbiler til den brede befolkning. Denne plan skulle føres ud i livet med lanceringen af Model 3, som var langt mere økonomisk tilgængelig end Model S. Der opstod dog problemer på batteri- og samlefabrikken, hvilket resulterede i, at Tesla ikke nåede deres produktionsmål for Model 3.
Med en forudbestilling på 500.000 eksemplarer af bilen havde bilproducenten svært ved at indfri investorernes forventninger. Teslas produktiosnmål var, at 2.500 Model 3’er skulle rulle ud af fabrikken ugentligt, men dette skete ikke.
De foregående kvartaler havde Tesla bøvlet med store underskud, og produktionen af Model 3 skulle have været et folkeligt gennembrud og en kærkommen økonomisk saltvandsindsprøjtning. Fra at have en værdi på 397 USD i september 2017 var Teslas aktie faldet til 290 USD i juli 2018. Derudover vurderede kreditvurderingsbureauet Moody’s, at aktien i marts 2018 nu faldt under kategorien ”risikabel”.
- Uheld stækker Teslas ry
Biluheld som involverer Tesla-ejere er ikke længere noget nyt. I marts i år måtte en billist lade livet, da hans Model X torpederede ind i en midterhelle bestående af beton. Billisten var i selvkørende tilstand, men ifølge Tesla var han blevet advaret med signaler og lyde 5 sekunder inden hændelsen indtraf.
Derudover forulykkede en Model S-kører i Utah, da hendes bil på automatpilot ikke havde registreret en stillestående brandbil. Ulykken resulterede (heldigvis) kun i en brækket ankel. Det er naturligvis svært at placere skylden entydigt hos enten billisten eller virksomheden. Men summa summarum er, at teknologien er vanvittig avanceret, men bestemt heller ikke perfekt.