Brud på trafikregler koster klip
Overtræder du som bilist færdselsloven, koster det et klip i kørekortet. På trods af navnet er der ikke tale om, at politibetjenten klipper i dit lyserøde kørekort. Derimod kommer der en elektronisk registrering af din lovovertrædelse.
Tre klip inden for tre år medfører en betinget frakendelse af kørekortet. Du skal bestå en ny teori- og køreprøve for at få lov til at beholde dit kørekort.
Kan du trafikreglerne?
Bliv klogere på reglerne for klip i kørekortet, så du kan styre sikkert uden om dem. Politiet giver dig et klip, hvis du…
- Overskrider hastighedsgrænsen med mere end 30 procent
- Har for kort afstand til bilen foran dig
- Kører i nødsporet, selvom du ikke er i nød
- Kører med børn under 15 år, som ikke har sikkerhedssele på – det er dit ansvar
- Kører over for rødt
- Ikke holder tilbage, når du har vigepligt
- Overhaler steder, hvor det ikke er lovligt
- Er spøgelsesbilist og kører mod færdselsretningen
- Kører uforsvarlig slalomkørsel
- Kører om kamp eller væddeløbskørsel på vejen
- Kører over jernbanespor, selvom bommen er ved at gå ned
Hold øje med dit hastighedsbarometer
Der er god grund til at holde øje med, hvor hurtigt, du kører. Fartbøller og hastighedssyndere er langt den største årsag til, at bilister får klip i kørekortet. Men det er ikke ligegyldigt, hvor mange kilometer i timen, du overskrider fartgrænsen med. For høj fart er så stor en risikofaktor på de danske veje, at politiet straffer dig hårdere jo hurtigere, du kører. Overskrider du hastighedsgrænsen med mere end 30 procent, får du et klip i kortet og en bøde. Hvis du overskrider grænsen med mere end 30 procent, skal du bestå en ny køreprøve for at få kørekortet tilbage – uanset, om det er dit allerførste klip. Overskrider du grænsen med 100 procent (dog mindst 100 kilometer i timen), mister du kørekortet på stedet. Mellem 2010 og 2014 mistede 551 mennesker livet grundet for høj fart i trafikken. Så det er en rigtig god idé at holde øje med hastighedsbarometeret - både for din og andres skyld.
De unge løber flere risici
Har du oplevet en bilist, der har kørt med et hårstrås mellemrum bag dig? Eller måske er du blevet overhalet med rasende fart for fuldt optrukne linjer? I så fald er der stor sandsynlighed for, at der har været tale om en person, der lige har fået sit kørekort. De unge bilister, der lige har fået kørekort, har nemlig ikke den samme respekt for trafikken, som de ældre bilister har. Det er i hvert fald en tanke, man kan få, hvis man kigger på de fejl i trafikken, som de unge mellem 18 og 25 år laver. De får typisk klip i kørekortet for at køre over for rødt lys, køre for tæt på bilen foran dem og overhale steder, hvor de ikke må. I disse tre kategorier står den yngste aldersgruppe for henholdsvis 29 procent, 28 procent og 36 procent af de klip, der er blevet givet som følge af de tre overtrædelser. Hvis du er ung bilist, er det derfor værd at tænke over, om du nogle gang løber nogle risici i trafikken, som kan have konsekvenser for dit kørekorts intakthed.
Tiden tilgiver trafiksynderne
Hvis uheldet er ude, og du får et klip i kørekortet, gælder det ikke for evigt. Et klip har en varighed på tre år. Tavlen bliver herefter visket ren, og du kan starte på en frisk som lovlydig bilist. Det betyder også, at du skal begå tre fejl inden for tre år, for at politiet kan tage kortet fra dig. De viser dog ikke samme storsind for nye bilister. I de første tre år efter du har modtaget dit kørekort, er det ”på prøve”. Dermed skal der heller ikke lige så meget til, før du mister det. Hvis du får to klip i kortet inden for de tre år, mister du det.
Kør mere og undgå fejl
Selv de bedste kan begå fejl, og nogle gange sker det helt ubevidst. Det bedste råd, som politiet kan give til bilister for at undgå klip i kørekortet, er rutine. Erfarne bilister begår færre fejl i trafikken, fordi de benytter sig af trafikreglerne hver dag. Men hvis du holder dig fra alkoholen, letter foden fra speederen og udviser respekt for dine medbilister på vejene, er du godt på vej til at være indehaver at et styks kørekort uden huller.