Disse regler skal du være opmærksom på, hvis du kører med trailer
Hvis du har anhængertræk på din bil, og du endnu ikke har brugt den, så er der nogle lovkrav og lovpligter, som du børe være opmærksom på, inden du booker trailer og henter din mors klaver. Her får du en hurtig indføring til de forskellige lovkrav.
Tjek dit kørekort
Det første du skal tjekke op på er dit kørekort. Hvor meget du må trække afhænger nemlig ikke kun af din bil, men faktisk også hvilket slags kørekort du har. Hvis du har et helt almindeligt kategori B kørekort, så må du køre med en anhænger som har en totalvægt op til 750 kg. Hvis bilen naturligvis er godkendt til at trække den høje vægt. Hvis bilen ikke er godkendt, så må du kun trække det din bil er tilladt til at trække. Har du en anhænger som er tilladt til at have en totalvægt, som er højere end 750 kg, så må totalvægten på din bil og din anhænger ikke overstige 3.500 kg. Dog gælder det særligt for kørekort, som er erhvervet før 1. maj 2009, at din anhænger gerne må have en højere totalvægt end 750 kg, så længe at bilens tillade totalvægt og koblingsvægt ikke overstiger 3.500 kg.
Regler ved tung kørsel
Hvis du har behov for at køre med tungt læs som eksempelvis en stor campingvogn eller en hestetrailer, hvor bilen og anhængeren til sammen vejer mere end 3.500 kg, skal du have erhvervet dig et trailerkørekort. Det kan enten være et kategori B+ eller et BE kørekort. Et kategori B+ kørekort og et BE kørekort er ikke det samme, og du må heller ikke det samme. Blandt andet tillader et B+ kørekort, at du må køre med bil og anhænger som har en samlet totalvægt på op til 4.250 kg, hvor du med et BE kørekort må køre med en totalvægt på op til 7.000 kg, så længe at anhængerens totalvægt ikke overstiger bilens koblingsvægt.
Lovkrav angående traileren
Udover at du skal vide, hvor meget du må trække med din bil, så er der også nogle praktiske ting, du skal have styr på. Blandt andet skal du være opmærksom på følgende:
- Bredden på din anhænger
Bredden på din anhænger må maksimalt være 255 centimeter bred og 70 centimeter bredere end bilen, som trækker den. Lasten på anhængeren tæller med på den samlede bredde af anhængeren, dog er sidespejle, lygter og reflekser ikke medregnet.
- Længden på dit vogntog
Der er også regler for, hvor lang dit vogntog må være. Din trailer må maksimalt være 12 meter lang inklusiv last, hvilket betyder, at dit vogntog må maksimalt have en samlet længde på 18,75 meter. Ligeledes må dit vogntog heller ikke være til gene for andre i trafikken.
- BE-kørekort til Boogietrailer?
En Boogietailer er en anhænger med to aksler og fire hjul, men det har som sådan ikke nogen betydning for, om du skal have et BE-kørekort for at køre med en Boogie-trailer. Derimod er det totalvægten på anhængeren som afgør, om du skal have et BE-kørekort. Et typisk spørgsmål, som går igen, er om det har nogen betydning, at man har hvide eller gule nummerplader på sin bil. Og det har det ikke. Det eneste der har betydning er vægtangivelserne på din bil og din anhængers registreringsattest.
Gode køreråd
Når du skal ud på lossepladsen med traileren fyldt med affald, er det vigtigt, at du kører forsvarligt, og at du ikke er til gene for de andre trafikanter. Du kan blandt andet følge disse gode råd:
- Først og fremmest skal du sikre dig, at lasten er spændt ordentligt fast, og at vægten er jævnt fordelt over hele traileren, ellers kan du risikere, at traileren begynder at slingre.
- Tjek efter om anhængeren koblet korrekt fast, og tjek efter om du også har fået tilkoblet lygter og blinklys.
- Lad anhængeren hvile på bilens krog med cirka 50 kg. Du kan eventuelt tjekke efter med en badevægt eller en kugletryksmåler.
- Tjek bilens instruktionsbog, om der er noteret noget særligt vedrørende tilkobling af anhængere.
Ligeledes er det vigtigt, at du ikke kører med mere vægt på din trailer end din bil og dit kørekort tillader. Og husk i øvrigt at der er særskilte hastigheder for brug af trailer. Disse er:
- Byzone: 50 km/t (maksimalt 70 km/t hvis skiltning tillader det)
- Uden for byzone: 70 km/t (medmindre der skiltes med en lavere hastighed)
- Motorvej: 80 km/t (medmindre der skiltes med en lavere hastighed)
Men udover at overholde den lovlige hastighedsgrænse er det vigtigste, at du blot kører forsvarligt, og at du har fastspændt din last ordentligt. Det kan nemlig ende fatalt at få din mors klaver i forruden på en motorvej.