Disse 3 vintagebiler ejes af bilentusiasten Ralph Lauren

Den flamboyante modedesigner Ralph Lauren har siden sit 23. leveår samlet på klassiske vintagebiler. Ifølge Forbes er han nr. 91 på listen over Amerikas rigeste mennesker. Med en enorm økonomisk kapacitet i ryggen har han investeret millioner af dollars i smukke og elegante biler. Hans samling er endda så beundret, at han har udlånt sine biler til udstillinger og sågar afholdt fashionable modeshows i sin egen garage. Her er et udpluk af hans bilsamling:

 

  1. Bugatti 57 SC Atlantic (1938)

Bugatti 57SC udmærker sig ved, at der kun er to eksemplarer i verden, hvoraf Mr. Lauren er en af de heldige indehavere. Hans model er fra 1938, og eksperter vurderer den lyseblå bil til at være cirka 256 mio. kroner værd. Bilens design er baseret på grundmodellen Bugatti Type 57, og Atlantic har faktisk en ’søster’ ved navn Atalante.

Det er Jean Bugatti, søn af grundlæggeren Ettore, som står bag det dramatiske dråbeformede design. Han baserede Atlantics konturer på konceptbilen Aérolithe fra 1935. Bilen består af en letvægtskonstruktion med en kraftig forkomprimeret motor, som kan skyde bilen afsted med en topfart på 200km/t.

Ifølge Ralph Lauren bør veteranbiler ikke kun være udstillingsobjekter. I stedet ynder han at køre ture på landet i staten New York. Det tager ti sekunder for Atlantic at accelerere fra 0-100km/t. Hvad bilen ikke har på fart-faktoren opvejes i den grad af dens unikhed og særprægede design. I 2013 vandt Laurens bil Concorso d’Eleganza Villa d’Este, som er en prestigefuld konkurrence for klassiske biler.

 

  1. Mercedes-Benz SSK ”Count Trossi” (1930)

Roadsteren SSK “Count Trossi” fra Mercedes-Benz har med sikkerhed også en prominent plads i Ralph Laurens garage. Modellens natsorte lakering og dramatiske design kan let give associationer til en Batmobil hensat til 1930’erne. Bogstaverne i SSK står for ”Super Sport Kurze” og indikerer, at bilen var designet til racerløb. SSK adskiller sig fra forgængeren Mercedes-Benz model S, ved at den er kortere og lettere, hvilket gav den en fordel i konkurrencer.

Og SSK blev utvivlsomt også en succes på sin tid, da den havde en fantastisk ydeevne og deltog succesfuldt i mange løb. Med en topfart på 190km/t var den det hurtigste køretøj du kunne anskaffe dig i 1930, da bilen blev lanceret. Et interessant faktum ved bilen er desuden, at det er den sidste bil designet af Ferdinand Porsche, inden han valgte at forlade Mercedes- Benz.

 

Der blev kun produceret 40 eksemplarer af SSK tilbage i 1930’erne, hvoraf halvdelen blev brugt i racerløb. Dette betød naturligvis, at mange af bilerne blev smadret under racerløb eller løbende fik store dele af deres chassis udskiftet. I skrivende stund er der kun 4 komplet originale SSK’er tilbage, hvoraf en af dem holder i Ralph Laurens garage. Under modedesignerens ejerskab har hans SSK ”Count Trossi” vundet flere priser, heriblandt biludstillingen Pebble Beach Concours d’Elegance i 1993 og Concorso d’Eleganza Villa d’Este i 2007.

 

  1. The “Blower” Bentley (1929)

The ”Blower” Bentley eller Bentley Blower No. 1 blev udviklet ud fra modellen 4½liter. I 1920’erne oplevede den britiske bilproducent et momentum, da deres racerhold kunne stille sig på toppen af sejrsskamlen til Le Mans hele 5 gange mellem 1924-1930. The ”Blower” Bentley var en naturlig videreudvikling af deres kompetente racerbiler, og med en forkomprimeret motor var modellen opdateret på teknologifronten. Desværre levede Blower No. 1 ikke helt op til forventningerne, og gang på gang oplevede kørerne af modelle mekaniske fejl.

Dette ændrer dog ikke på, at ”The Blower” i dag er en ikonisk og eftertragtet bil. Eksemplaret, som ejes af Ralph Lauren, har kun haft 3 tidligere ejere siden dets produktion. Faktisk blev der kun fremstillet 55 ”Blowers” i årene 1929-1931, hvor bilen blev produceret. Modellen blev udviklet af Bentley Boy og racerkører Sir Henry ”Tim” Birkin.