Den dyreste bil i verden er fra 1956
Er nyt og smart ikke længere det, de rige vil have? I alt fald er rekorden angiveligt blevet slået – nu er den hidtil dyrest købte bil en gammel Mercedes. Nærmere bestemt en Mercedes 300 SLR Uhlenhaut coupé fra år 1956, som netop er blevet vist frem til en udvalgt skare af samlere, hvorefter den blev solgt til den nette sum af 1,039 milliarder danske kroner. Det er imidlertid ikke alle forundt at kunne gøre sådan et kup, da der i sin tid kun blev lavet to af denne model.
Verden dyreste bil har sjæl og charme
Kan det virkelig passe, at det at være den dyreste bil på markedet ikke er ensbetydende med at være den mest smarte eller sprængfyldt med al den nyeste teknologi? Åbenbart! Måske har den retrospektive modetendens og anbefalingen om et mere cirkulært forbrug også vundet genklang hos verdens rigeste bilsamlere. Eller også er det bare endnu et eksempel på, hvor populær antik er, og hvordan de gamle klassikere kun stiger i værdi med årene.
Er verdens dyreste bil også hurtigst på vejen?
Man skulle næsten tro, at den unikke Mercedes Uhlenhaut med sin tårnhøje pris også ville være den hurtigste på markedet. Det er imidlertid en anden eksklusiv sportsbil, som vinder i denne kategori. Det er nemlig den lynhurtige Bugatti Chiron, der er kåret til at være verdens hurtigste bil. Så selvom Mercedes 300 SLR Uhlenhaut coupé fra 1956 faktisk nærmest er en racerbil med nummerplader, så må den nøjes med at være den dyreste – og altså ikke den hurtigste bil i verden.
Den særlige Bugatti Chiron er bl.a. skabt i samarbejde med fabrikanten Michelin, der har udviklet dækkene til bilen, som kan klare helt op til 4100 omdrejninger pr. minut. Dette har været en stærk medvirkende faktor til at få bilen til at kunne køre svimlende 489 kilometer i timen for dermed at blive verdens hurtigste.
Vil benzinbiler for altid være de mest eksklusive genstande for samlerne?
Det er interessant at kigge på, hvordan de åbenlyst mest attraktive samlerobjekter for de rige bilentusiaster ikke er specielt bæredygtige. Nok kan der argumenteres for, at det er fint at investere i brugte biler, men vil det for altid være benzinbilerne, der tager al opmærksomheden? Er elbilerne og deres funktionalistiske ladestandere ikke andet end nymodens kedelige transportmidler, som har højere værdi ved brug end æstetik? Selv det eksklusive elbilmærke, Tesla, er efterhånden ved at blive allemandseje, og det er måske i virkeligheden det, der er problemet – den samme folkelighed var ikke at finde i datidens limited edition biler, hvor der virkelig blev kæret for udseendet og materialerne uden at skænke en tanke til miljøet og CO2-udslip.
Eller også er det bare den samme gamle sang, hvor gamle klassikere bare har mere værdi, fordi de netop er gamle og ikke længere er i produktion. Det er sjældenheden sammen med det antikke udtryk, som skaber den samlede værdi – en værdi som for verdens nu dyreste bil lyder svimlende høj i en helt almindelig danskers øre.